Om morgenen den 7. oktober lagde forfatteren en side fra sin roman "The Garden of Legs" ud på Facebook.

Indtil de alle samledes i en kanal og begyndte at flyde ind i benenes have. Strømmen var så intens, at den forårsagede revner i mudderet, som om dommedag var indtruffet. På det tidspunkt rystede jorden kraftigt, og det fik ben, fødder, drømme, varme tårer, fingre og kropsdele, der var plantet i dæk, til at komme ud. De begyndte, at danne en stor krop, en krop med tusindvis af ben og hænder, hoveder og øjne. Den gigantiske krop begyndte, at stampe og annoncerede starten på den sande rejse tilbage til det stjålne land. Hverken kugler, tankgranater eller tunge flybombardementer kunne forhindre den i at bevæge sig fremad. Det var en stor krop med en rygrad lavet af tusindvis af døde, sårede og efterladte, og formet af blod, sjæle, tårer, minder, årtiers smerte, bedstemødres og mødres kvaler, fædres ydmygelse og fordrivelsens lidelser. 

Kroppen begyndte at gå mod øst, mod solen, mod nostalgien, mod sandheden, mens den indåndede duften af appelsiner og luften fra Haifa og Jaffa, Asdoud, Bir Al-Sabbe' og Jerusalem. Menneskemængden marcherede bag ham, søgte dækning i ham, sang fra struber, sårede og dryppende af blod: "Vi vil vende tilbage ... vi vil vende tilbage."

Hasan skreg: "Her er drømmen blevet til virkelighed... Her er fødderne færdige og rejser sig for at tage deres første skridt... Det er evigheden ... det umulige er ved at ske."

Et brev til barnebarnet af den tilfangetagne ældre israelske kvinde, offentliggjort den 8. oktober

Til den israelske "Adva"!

Din bedstemor, Adva, har med sine egne hænder ødelagt min bedstemor, Khadras, drøm - som døde i en alder af 80 år - og forårsaget en tragedie, som fortsætter den dag i dag.

Min bedstemor elskede det land mere end din bedstemor gør. Hun blev født der, hendes hudfarve matchede jordens farve, og hendes navn er Khadra, ikke "Yafi".

Min bedstemor døde for øjnene af mig, da jeg var et lille barn, der ikke forstod meningen med hendes sidste ord, da hun tog sit sidste åndedrag: "Tag mig med hjem". Den dag forstod jeg ikke, hvad hun mente, så jeg sagde til hende med et barns naivitet: "Du er hjemme, bedstemor". Hun gentog sine ord med en såret stemme. Jeg var forvirret og kiggede ind i øjnene på de tilstedeværende, indtil jeg mødte min mors øjne, Zakiyyeh, som omfavnede min bedstemor. Med tårer i øjnene forklarede hun mig: "Din bedstemor mener huset i vores hjemland, min søn."

Hjemmet er den drøm, der blev tilintetgjort af din bedstemor, Yafi, som blev taget til fange af flygtningene. Disse flygtninge er efterkommere af de mennesker, hvis drømme din bedstemor knuste for 75 år siden.

Du kan være sikker på, Adva, at din bedstemor sandsynligvis har det godt og tager sin medicin regelmæssigt. Hvis min bedstemor var i live ville hun måske have lavet mad til hende og spurgt om hjemlandet, vandkilden og jujubetræet. Vi er meget generøse, Adva, men din bedstemor var en drømmetyv.

Jeg håber, at du læser denne besked, Adva, for at få noget vigtigt at vide: Du lever på ruinerne af min bedstemors drøm, ruinerne af min nutid og mine børns fremtid. Men vi vil vende tilbage til sandheden ... døde, levende, sjæle, billeder, minder ... vi vender tilbage, dukker op fra ethvert sted, idé, potentiale, med kraften fra dem, der bragte din bedstemor til Gaza. 

"Vi vender tilbage", Adva, er ikke et slogan, men snarere en overbevisning, der rækker fra min bedstemors sjæl til den sjæl, der vil komme ud af min datter, Bagdads, livmoder, og som rækker længere end evigheden og ud over evigheden. 

Udgivet den 4. november 

Kvinden stod i kø efter brød i flere timer, mens køen af mænd stoppede flere gange, sidst da to mænd sloges om, hvem der skulle have et bundt brød før den anden. Andre mænd griber ind for, at løse problemet indtil en af dem kaster penge og brød op i luften, mens han råber: "Det er ikke os, der slår hinanden ihjel på grund af brød." Så græd han. 

Derefter blev hele gaden stille, og alle kiggede hinanden i øjnene. Denne stilhed er præcis som vores stilhed når vi hører fløjten fra et missil, der nærmer sig sit mål. Men denne gang var det ikke et missil. Det var skriget fra kvinden, der forlod brødkøen og begyndte at gå, mens hun græd stille og stolt, holdt sin unge søn i hånden og sagde: "Kom, min søn, vi har ikke brug at blive ydmyget." 

Befolkningen i Gaza har aldrig været igennem noget lignende. De har aldrig været fattige tiggere. De fleste af dem boede i huse, de ejede, lejligheder og smukke kvarterer. De købte deres ting med lethed og udmærkede sig ved at studere, synge og følge med i moden. Vi i Gaza er ikke lavet af miraklernes ler eller er datidens overnaturlige, som digterne skriver deres hjælpeløse ønsker om. Vi er almindelige mennesker i Gaza. Vi synger til musik, vi lyver, vi danser, vi elsker fletninger, tærter og ture. Vi er mennesker. Vi begår fejl, vi bander, og vi græder. Se ikke på de mødre, der laver glade lyde ved begravelser. Det er kvinder, der tømte deres tårer i glædesskrig, kvinder, hvis sind blev blæst væk med den første dråbe blod, der blev udgydt fra deres børns små kroppe. 

Jeg sværger ved Gud, at vi er mennesker, der elsker livet, og vi er ikke lavet af sten, men snarere mennesker lavet af ler, vand og en masse værdighed.

Mahmoud fortsætter med, at skrive fra sit hjem i Rafah.